Den gule hule

Hvordan vælger man sit kommende hjem?

Det at kigge på hus, er virkelig noget af en proces. Det er en kæmpe beslutning at vælge sit kommende hjem. Det handler altså virkelig om at være skarp og være kritisk, for det er ikke mange gange man kigger på et hus, før man beslutter om det er et go eller no-go. Det er egentlig ret skræmmende, når man tager i betragtning at det at købe hus for de fleste, er den største investering i sit liv.

Vores proces:

I efteråret 2018 gik vi så småt igang med at holde øje med ejendomsmarkedet i Virklund, som ligger lidt udenfor Silkeborg. Det lå fast. Det var der vi ville bo. Der er fantastisk natur, indkøbsmuligheder, en god skole, gode muligheder for fritidsaktiviteter, et godt socialt miljø mm. Jeg har selv boet der, til jeg var 12 år og igen et par år i mit voksne liv, hvor jeg mødte Anders. Han har derfor også snuset til det. Anders er fra Gadevang. En lille by lige udenfor Hillerød i Nordsjælland, som minder meget om Virklund. Derfor føles det sted rigtigt for os begge🌳

Vi har været ude at se seks huse i alt. Og for at det ikke skal være løgn, så er det hus vi er endt med at købe, det første hus vi var ude at se. Men det var ikke kærlighed ved første blik for mig, så der skulle gå seks mdr. før vi vendte tilbage til dét hus. 

I mellemtiden så vi fem andre huse. Ét af husene blev vi ret vilde med. Så meget at vi var parate til at byde på det. Vi skulle se det en tredje og sidste gang og havde hyret en tømrer, som tog med. Det er seriøst de bedste 500 kr. vi nogensinde har brugt. Han fandt SÅ mange ting ved huset, som vi aldrig selv ville have opdaget. Det var blevet en rigtig dyr affære for os, hvis vi var gået videre med dét hus. 

Det var en kæmpe skuffelse for os, samtidig med vi selvfølgelig var lettede over det, taget den økonomiske konsekvens i betragtning. For at undgå flere skuffelser satte vi os ned og lavede en liste over, hvad der var vigtigt for os ved vores kommende hus. Vi endte med 10 punkter, så vi vidste godt, at vi nok måtte gå på kompromis med nogle af punkterne og vores mavefornemmelse måtte vise hvilke. 

Anders havde imidlertid ikke kunne få det første hus ud af hovedet og da vi holdt det op mod vores liste, kunne der sættes hak ved samtlige punkter. Vi tog ud og så det igen (nu et halvt år senere). Da vi kørte derfra, var vi ikke i tvivl nogle af os. så vi hyrede den samme tømrer igen til at tage med os en sidste gang. Han sagde god for husets stand, trods nogle kosmetiske fejl, som generede hans skarpe øje. Nogle af tingene kan et par kontormus som os, godt se igennem fingrene med (eller slet ikke se) andre ville vi kunne få fikset for et overskueligt beløb. Det gav os en afsindig ro i maven, for ingen af os er særlig handy – endnu. Vi forhandlede lidt frem og tilbage med sælger og nåede til enighed og nu skal vi flytte ind i det dejligste hus aka. Den gule hule. Vi GLÆDER os🙌 Der har været fire måneders overtagelse på huset, men de sidste par dage inden jeg henter nøglerne hos mægler i morgen, har afgjort været de længste dage at komme igennem 🙈🙈🙈

Der vil komme meget mere omkring hus her på siden det næste stykke tid og du er mere end velkommen til at følge med (det håber jeg du gør🤞)

Måske synes du også om...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *