Det var mørkt. Det var tidlig morgen. Det var d. 4. oktober 2008.

Fredag d. 3. oktober havde vi, min far og mine brødre været inde hos min mor på sygehuset. Hun var syg af kræft. Hun var svag og på lånt tid. Vi så Vild med Dans, som vi plejede. Men INTET var som det plejede, for vores alles klippe og humørbombe, lå bare der.

Min mor havde lungekræft. Hun havde været stor-ryger engang og selvom hun var holdt op for 11 år siden på dette tidspunkt, havde det sat sine fæle spor i hende. Fra min mor fik konstateret kræft og til hun døde, gik der tre måneder. Tre måneder som føltes som et århundrede, for når et menneske man elsker til det uendelige, har en livstruende sygdom som langsomt suger al liv og gnist ud af det, føles hver time som dage og dage som år.

Jeg var lige fyldt 17 og var igang med at bevæge mig mod at blive voksen. Det var ét af de bedste tidspunkter i mit liv. Jeg havde det godt og jeg skulle til at starte på hhx.

Da min far fortalte mig at min mor havde fået konstateret kræft, var det første jeg sagde: “Hvis mor ikke skulle være én af dem, som klarede det, hvem skulle så?” – Det var virkelig sådan jeg havde det. Når hun havde sat sig noget for, så skete det altid. Så jeg var overbevist om, at det her ville hun også klare.

Selvom min mor var syg, kunne ingen af os vende ryggen til hverdagen, men jeg havde slet ikke overskud til at stå face-to-face med den. Jeg havde konstant ondt i maven og en konstant frygt for at miste min mor. Jeg havde følelsen af, at hvis hun døde, så ville min sjæl ikke være i stand til at leve videre. Jeg havde et billede af, at min krop ville være fysisk til stede på jorden, men mit indre være dødt. Jeg havde et meget tæt forhold til min mor. Hun var ét af de vigtigste mennesker for mig – derfor kunne jeg slet ikke holde tanken ud om, hvordan dette mareridt i værste tilfælde kunne ende.

De få gange jeg var kommet afsted i skole, kan jeg huske, at jeg ofte tog mig selv i bare at sidde og lytte og observere de andre omkring mig. Jævnaldrende piger og drenge, som grinede og pjattede og hvis eneste bekymring var, om de skulle i byen både fredag og lørdag den kommende weekend. Der sad jeg. Midt i mit livs krise. Misundelig. Dér skulle jeg også have været – med små bekymringer og fest og glade dage med alle de andre. Det var svært at blive en del af, både fordi jeg sjældent var i skole, og fordi jeg havde alt andet end lyst til at feste og jokes var der langt imellem. Fra at være én af dem, som altid var med på sjov og ballade, stod jeg pludselig udenfor og så på. Jeg følte mig anderledes. Det var svært at håndtere, når man er startet på en ny skole med en masse nye mennesker. Jeg følte slet ikke, de havde fået et indtryk af, hvem den rigtige Trine var.

Det gav et sæt i mig, da døren gik op den tidlige morgen d. 4. oktober 2008. Det var min far. Jeg kunne kende lyden af hans jakke, når han bevægede sig. Min mor havde fået fred et par timer tidligere.

Vi sad alle ude i køkkenet. Det var kul sort udenfor og blæsten susede. Det duftede af kaffe. Der sad vi, med tomme blikke og bare var, et øjeblik.  Jeg kan huske jeg kiggede rundt på min far og søskende og tænkte – nu er vi kun fire.

I stedet for at bruge formiddagen på at være sammen med min mor, som planlagt, skulle vi nu i stedet ind og sige farvel. Hvordan pokker siger man farvel til sin mor? – Hvordan kan man på få timer forberede sig på, at skulle se sin mor for aller sidste gang? – Jeg fik lov at vælge det tøj, hun skulle have på. Det var en surrealistisk fornemmelse at stå foran hendes skab og vælge det sidste sæt tøj, hun skulle have på.

Vi satte kursen mod sygehuset, som lå i nabobyen 12 km. væk. Vi gav en sygeplejerske posen med min mors tøj, som de ville give hende på, inden vi skulle ind og sige farvel. Vi sad i et rum og ventede. Og ventede. Lugten på sygehuset, kunne jeg snart ikke klare mere. Den ramte som en mur, alle de gange jeg var kommet de sidste tre måneder.  Da vi sidder og venter, kan jeg huske at jeg får tanken “kommer jeg nogensinde til at grine igen”.
Døren går op og mit hjerte hamre afsted. “Så er hun klar” siger sygeplejersken. Men hvad med mig? Var jeg klar og var det overhovedet noget jeg kunne blive. Jeg følte mig som en lille pige igen. Gik der nedad gangen omringet af min tætteste familie – undtagen én. Alt vred sig fysisk i mig.

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet inden vi kom derind. Men der lå hun. Min mor. Smuk. Fredfyldt. Og der stod vi så – i lang tid. Så på hende, aede hende og fortalte hende hvor meget vi elskede hende og hvor meget vi ville savne hende.

Ingen af os har fået morgenmad endnu, så da vi kører hjem sidst på formiddagen, kører vi omkring bageren for at købe brød med hjem. Da vi kørte ned igennem byen, var den så småt vågnet op. Folk var ude at cykle, gå tur, vaske vinduer og os, som var på vej for at købe morgenbrød. Det var noget af en kontrast. At have sagt farvel til sin mor, som lige er død og nu stod vi ved bageren og bestilte rundstykker. Vores verden var brast sammen, men resten af verden fortsatte som den plejede. Da vi ankom til byen vi boede i, en lille hyggelig havneby i Nordjylland, var der flag på halv hele vejen ned igennem byen. Selvom at det var én af de ting, som gjorde tabet af vores mor en realitet, så var det en varm følelse af, at vi ikke var alene. Men det følte jeg ikke på noget tidspunkt den dag. Vores hjem var udsmykket med smukke buketter fra folk, som tænkte på os og familie og venner kom forbi med knus og støttende ord. Det tændte et lille lys i den ellers lange mørke tunnel af sorg.

Nu 11 år senere, er jeg det lykkeligste sted i mit liv. Jeg savner hende stadig hver dag, og det vil jeg altid gøre, men det hæmmer mig ikke i at leve. Det er lige som det skal være🍀