Sidste søndags havde Anders og jeg skubbet vores aftensmad til Elvis var blevet puttet. Vi trængte til at kigge hinanden i øjnene og nyde et aften måltid i ro og fred. I mandags tog Anders hul på den sidste uge af hans barsel. Anders starter på arbejde på mandag og det betyder samtidig, at Elvis også starter i dagpleje PÅ MANDAG😱 Nu har jeg selv været igang i snart 3 mdr. på arbejde, så på den måde er jeg jo vant til at undvære Elvis (og Anders😜) i løbet af dagen. Nu har Anders gået op og ned ad Elvis i 12 uger, hvorfor jeg ville spørger ind til, om han er klar til at komme på arbejde. Anders glæder sig til at komme på arbejde og få brugt øverste etage noget mere, men han er slet ikke klar til at aflevere Elvis. Jeg spørger selvfølgelig yderligere ind og da han sætter nogle ord på, kan jeg se, han er lidt berørt… det kan jeg åbenbart slet ikke håndtere, så jeg bryder ud i gråd. Da vi begge kommer lidt til os selv og får talt noget mere om det, så handler det i bund og grund om, at vi jo igen skal starte på et nyt kapitel på rekord tid. Det er utrolig overvældende, hvad der sker i babys første år. Både i forhold til babys udvikling, men også alle de faser der følger med og vi som forældre, har ikke noget andet valg end at hoppe på lyntoget og holde godt fast, for ikke at ryge af. Det betyder altså at man nogle gange lige skal tage en dyb vejrtrækning og forsøge at fordøje alle de følelser som følger med.

Ingen af os er i tvivl om, at Elvis er klar til at komme i dagpleje. Jeg kalder ham “bulderbassen” – han er glad, tillidsfuld, nysgerrig, temperamentsfuld og vil bare frem i verden, så på den måde er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal klare den.

Ét er at vi tager hul på et nyt kapitel alle tre, et andet er, at ingen af os har kontrollen nu. Anders eller jeg er der ikke 24/7 for Elvis, som vi alle tre har været vant til indtil nu. Det er en utrolig stor udfordring at skulle aflevere sit guld til en “fremmed”. Elvis’ dagplejemor har givet os det allerbedste indtryk og vi har begge det indtryk at hun vil gøre alt for at Elvis har den bedste dag hver dag og inden vi får set os om, så er hun ikke en fremmed mere, men én af de primære personer i Elvis’ liv de næste 2 år. Dét apropos er også én af de ting, som er svært for os at forene os med. Os som er forældre til Elvis, er pludselig ikke dem, der tilbringer mest tid sammen med ham. Anders kommer til at være den som aflevere Elvis om morgenen og jeg er den der henter. Jeg vil ca. kunne hente mellem 16:30-16:45 og hvis han så sover 18:30-19:00, så bruger vi tid med Elvis ca. 3-4 timer om dagen 😧 – Det er sku tankevækkende. Weekenderne bliver pludselig meget hellige.

Når alt det så er sagt – så er det jo ikke en pind anderledes for os, end det er for alle andre og det er da også det vi siger til os selv. Alle familie gør det hver eneste dag, og det kommer også til at gå helt fint for os, vi er bare stadigvæk ved at lære, fordi det er vores første og fordi der er så mange nye følelser involveret.

Hele denne uge fra mandag til fredag har Elvis på skift sammen med mig og Anders været på besøg i dagplejen og han får os igen til at sidde med kæben nede ved gulvet (sikkert fordi vi er hans mor og far🙈). Elvis leger nærmest fra han kommer ind ad døren og interagere med de andre og han tør at holde på sin ret (han tog et stykke legetøj fra en dreng, som Elvis lige havde siddet og leget med. Det var han åbenbart ikke færdig med🙄). Som forældre giver det en tryghed at vide, han ikke umiddelbart lader sig tryne. Samtidig bliver det også rigtig godt for ham at lære at tage hensyn til andre og også nogle gange være den der viger. Indtil videre er han jo enebarn, så han har ikke skulle tage stilling til sådanne ting. Han har kun skulle tage stilling til ham selv og det har vi i øvrigt også. Så selvom det er svært lige i starten at skulle aflevere sit barn, så er vi ikke i tvivl om, at det bliver rigtig godt til ham.

I dag er det så søndag igen og det er i morgen det går løs. Anders køre i morgen afsted på job og jeg skal på besøg i dagplejen sammen med Elvis. Fra tirsdag skal jeg begynde at lade ham være der selv. Efter at have været på besøg i dagplejen hele sidste uge, har jeg faktisk mere ro i maven omkring indkøringen, så vi tager en dag ad gangen. Vi har på skift fri i løbet af den kommende uge også må vi se, hvor langt vi er nået.😊

Hvis I har nogle erfaringer/oplevelser med indkøring, så må I meget gerne dele dem – det er så dejligt, når man ikke er alene🙏