For en uge siden, ændrede Elvis pludselig adfærd og mor kommer så absolut i “Bad Standing” hvis hun forlader lokalet uden ham.

Børn skal igennem mange faser og som min kloge svigermor også siger, så er der jo bare RIGTIG mange indtryk at bearbejde for sådan en lille størrelse. Så når verden fra den ene dag til den anden pludselig bliver større for Elvis og han tager hul på en ny fase og opdager nye sammenhænge, så er der selvfølgelig ikke noget at sige til, at han engang imellem har brug for ekstra støtte og tryghed fra mor og far – eller bare én af os (læs: mor)🤷‍♀️

Nu siger jeg noget strengt forbudt (ironi kan forekomme). Elvis er simpelthen så nem og glad en dreng. Det er minimalt, hvad han udfordre os med. Gang på gang har han vist, hvor sej han er til at komme nye steder hen og møde nye mennesker. Derfor var jeg egentlig ikke bekymret for, at han i dag skulle i gæstedagpleje. Gæstedagplejen ligger inde i Silkeborg tæt på mit arbejde, hvorfor det i denne uge, giver mest mening, at det er mig, der afleverer ham. Det plejer Anders at gøre. Jeg havde derfor en lille bekymring om, at det var sværere for Elvis at blive afleveret af mig, da han i øjeblikket har behov for at have mig tæt på. Han var lidt beklemt ved situationen. To uger med intens samvær med mor og far er pludselig slut og nu står det lille menneske i en fremmed have, ved en fremmed dagplejemor, med fremmede børn, fremmede legesager og fremmede lyde. Måske er det ikke så underligt, han aller helst bare vil med sin mor igen ❤ Men på arbejde skulle jeg jo, så jeg kyssede ham farvel og ønskede ham en dejlig dag og gik.

Nogle timer senere sms’ede jeg med dagplejemoderen, som skrev at Elvis havde haft det lidt hårdt efter jeg var gået, men nu var ok. Min indre beskytter var allerede igang med at finde sværdet og ringbrynjen frem, for at storme ned og “redde” ham. Men det nytter jo ikke for pokker. Jeg har taget et bevidst valg om, at jeg ikke vil være en “curlingmor” i den negative forstand. Jeg vil gerne være den mor, som lever op til min rolle om, at ruste mit barn til at klare sig i den store verden – ja det lyder måske lidt frelst, men jeg mener det faktisk. I min optik er det ikke forkert at feje nogle af stenene på vejen væk. Han kan selv starte med de små. Og med erfaring bliver han i stand til selv at tage de større på et tidspunkt.

Da jeg henter ham, står den ellers meget søde dagplejemor, lidt led ved situationen og fortæller, at hun simpelthen ikke har kunne få andet i ham end en enkelt bid kyllingepølse – ellers hverken vådt eller tørt😦 Han har dog ikke lidt, for selvom jeg tilbød ham alverdens lækkerier, da vi kom hjem, var det bestemt ikke fordi han proppede sig. I bund og grund ønsker jeg egentlig bare at gøre det, som er bedst for Elvis. Måske er det at han bliver kastet ud i det, måske er det ikke. Men det ved ingen af os. 🤷‍♀️

Jeg er et MEGET empatisk menneske. Efter min egen mening FOR empatisk. Det er b.la. grunden til, at vi aldrig kan blive enige om en film herhjemme, for Anders vil bare have action og jeg vil bare gerne se hyggelige og sjove film, som ender godt. Og det er fordi jeg kan få det helt fysisk ubehageligt, hvis vi ser en film, med nogen som f.eks. bliver skudt. Jeg kan næsten fornemme kuglen for ham der er blevet skudt (det er oftest en ham) og hvor bange han må være, lige inden han dør. Bagefter synes jeg, det er SÅ forfærdeligt, for den familie han efterlader sig og som nu må leve med et kæmpe savn. “Det er bare en film skat” – Det siger Anders altid.. og det VED jeg jo selvfølgelig godt, men så enkelt er det bare ikke i mit hoved. Men det samme sker lidt her med Elvis. Jeg kan tydeligt huske, når jeg stod i det høje vindue i børnehaven og min mave gjorde ondt og min hals snørede sig sammen og til sidst kunne jeg ikke se ud, for alle de tårer som pressede sig på, når jeg skulle vinke farvel til min mor. Nu gør jeg det samme ved Elvis. Måske er der en mening med det. Måske er det også en vigtig læring for os som forældre, at vi skal give slip på vores børn og lader dem selv feje de små sten væk?🙄

I morgen prøver vi igen. Jeg har en forhåbning om, at det på anden dagen ikke er helt så fremmed for ham og han kommer lettere igennem dagen 🤞🤞🤞